Industrifiskerierne klar med MSC til tobis-sæsonen

Tobis, sperling og Nordsø-brisling fik i går det blå mærke fra MSC.
De tre fiskerier alene øger mængden af MSC-certificeret råmateriale på verdensplan med næsten en fjerdedel.

Samtidig bringer det antallet af MSC certificerede bestande i de danske fiskerier op på 20. Den samlede mængde af danske MSC-fiskerier er nu på ca. 580.000 tons – svarende til 88 % af de samlede landinger i 2016.

Ikke så ringe endda!

Industrifiskerier tæt på MSC

MSC-certificeringen af de tre industriarter (tobis, sperling og Nordsø-brisling) er nu gået ind i sin allersidste fase. Den endelige rapport fra certificerings-eksperterne er kommet, og der er nu en klage-periode frem til 16 marts.

Hvis der ikke kommer nogen klager, betyder det at MSC-certificeringen bliver klar inden tobis-sæsonen starter.

Et skridt nærmere MSC certificering af industriarter

Intet er afgjort endnu – men i går kom den første offentlige rapport i MSC-certificeringen af de tre industriarter (tobis, sperling og Nordsø-brisling) – og resultatet er foreløbig positivt for alle tre fiskerier.

Der er nu en høringsperiode frem til 11. februar hvor alle interesserede kan indsende kommetarer til rapporten (link her). Når kommentarerne er indarbejdet i rapporten er der efterfølgende en tre ugers klageperiode – og derefter kommer så den endelige afgørelse.

MSC’s ’søster-organisation’ for akvakultur, ASC, vokser i disse år hastigt, og kommer i stigende grad til at kræve foder fremstillet af MSC-certificerede fisk – hvilket indtil nu har været en sjældenhed. Men hvis alle tre arter består hele processen, så vil det med et slag fordoble mængden af MSC-certificerede industrifisk på globalt plan.

 

Længe ventet MSC på sild i de indre farvande nærmer sig

MSC certificeringen af sildefiskeriet i Skagerrak, Kattegat og Vestlige Østersø er nu gået ind i den aller sidste fase. Den endelige rapport er udgivet og der er nu tre ugers frist til at klage over certificerings-bureauets afgørelse.

Afgørelsen er at silde-fiskeriet med trawl, not og garn består MSC-standarden og allerede da denne besked kom ud i forbindelse med den offentlige hørings rapport  i august førte det til en markant stigning på prisen for sild fra de indre farvande.

Desværre består bundgarns-fiskeriet efter sild ikke, fordi der i det redskab også fanges betydelige mængder hornfisk. Da bestanden af hornfisk er totalt ukendt kan det ikke siges med sikkerhed om den er indenfor sikre biologiske grænser.

DFPO har fået udført certificeringen i samarbejde med DPPO og de svenske pelagiske fiskere.

Rapporten kan ses her hos MSC

MSC-mærket på plads for Nordsø/Skagerrak torsk

Det danske fiskeri af torsk i Nordsøen og Skagerrak får i dag MSCs blå mærke for bæredygtigt fiskeri. DFPOs medlemmer bliver dermed de første fiskere som kan lande Nordsø-torsk med MSC-mærkning, og det eneste MSC-certificerede torskefiskeri i EU.

Læs mere om nyheden på Fiskeritidende.dk

Certifikatet kommer som altid til at gælde for fartøjer der er medlem af DFPO, og som samtidig står MSC-listen.
Det er gyldigt for torsk fra Nordsøen og Skagerrak fanget med trawl (TR1/TR2), flyshooter, snurrevod og garn.

Nordsø-torsken et skridt nærmere MSC-certificering

Den offentlige hørings-rapport for MSC certificeringen af DFPOs torskefiskeri i Nordsøen og Skagerrak udkom i begyndelsen af juli måned. Den foreløbige konklusion er at torsken består MSC-prøven.

Høringen slutter 4. august, og derefter skal eksperterne behandle de kommentarer der er kommet ind. Næste skridt derefter er den endelige rapport (med en indbygget klagefrist på tre uger).

Hvis resultatet stadig står efter den proces, bliver DFPOs fartøjer de første og foreløbig eneste MSC certificerede torske-fiskere i Nordsøen og Skagerrak. Samtidig vil et MSC certifikat forhåbentlig også kunne være et positivt punktum på en femten-års periode hvor torskens tilstand og kvoter har har kostet blod, sved og tårer i dansk fiskeri.

MSC rapporten kan ses her

MSC certifikater harmoniseres – til glæde for fiskerne

DFPOs MSC certifikater i Skagerrak og Kattegat er med virkning fra 26 juli blevet ‘harmoniseret’. Det betyder at flere fisk kan landes med MSC-mærke.

Hidtil har det været sådan at kuller fanget med TR2 trawl (<100 mm) ikke kunne landes med MSC mærke – men fx kulmule og jomfruhummer kunne godt. Og mens jomfruhummer fra trawl i Kattegat er godkendt, gjaldt det samme ikke for kuller, kulmule og sej. Det skyldes at alle fire arter er blevet certificeret på forskellige tidspunkter, og både EU regler og bestandenes tilstand ændrer sig som bekendt fra år til år.

Men, det er der nu blevet ryddet op i for MSC certifikaternes vedkommende. Det betyder at DFPO’s certifikater for sej, kuller, kulmule og jomfruhummer nu alle gælder for både TR1 og TR2 (Seltra) i Skagerrak og i Kattegat.

 

Hesterejefiskeriet til eksamen

Så har det danske, tyske og hollandske hestereje-fiskeri været til eksamen. De uafhængige eksperter fra certificeringsbureauet Acoura brugte hele sidste uge på at tale med fiskere, forskere, myndigheder og grønne organisationer i Holland og Tyskland. To fiskere fra Rømø tog også en tur til møde syd for grænsen for at deltage.

Om fiskeriet består eller ej ved vi først endeligt i begyndelsen af 2017. Men eksperterne var meget imponerede over at  næsten 400 fiskere fra tre forskellige lande havde formået at blive enige om deres helt egen forvaltnings-plan.

Her er eksperterne ved at se på en kutter i Büsum havn.

DSC_0330

Hestereje-fiskernes egen forvaltning til eksamen

De 28 danske hestereje-fiskere har i samarbejde med næsten 400 tyske og hollandske fiskere vedtaget en forvaltningsplan for hestereje-fiskeriet i Nordsøen. I modsætning til alle andre større fiskerier i Nordsøen er hestereje-fiskeriet ikke omfattet af EU-bestemte forvaltningsplaner med kvoter osv.

Men uden forvaltning af bestanden kan fiskeriet ikke få MSC’s blå stempel – så derfor er PO’erne i de tre lande gået sammen om at udvikle en plan der indeholder de samme grundelementer som EU’s forvaltning – regler der styrer fiskeriet, fiskerikontrol og videnskabelig rådgivning. Men i modsætning til EU’s forvaltning som kan være voldsomt vanskelig at justere på undervejs, så er PO’ernes plan “adaptiv” – dvs. den kan laves om så snart forholdene ændrer sig i fiskeriet eller ny viden kommer på bordet.

Den plan – og fiskeriet i det hele taget – skal nu til MSC-eksamen og prøves efter: er den god nok til at overholde MSC’s strenge standard for bæredygtig fiskeri-forvaltning?

Der er ‘eksamens-besøg’ i første uge af marts, og derefter forventes processen – som sædvanlig – at tage omkring et år. Hvis den falder positivt ud, kan hesterejer altså sælges med MSC-mærke til næste forår.